Produceret i 2018 af mc-web.dk     ©Tænketanken-Lucia.dk.

Lucia er skythelgen for blinde. Lucia kommer af det latinske lux, der betyder lys. På årets korteste og mørkeste dag bæres lys frem i optog mange steder i Norden.

En uafhængig, tværfaglig tænketank

Præsentation  Finn Amby - ph.d. adjunkt

SOS - Symposium

23. september 2016

Beskæftigelse for blinde og stærkt svagsynede:

Hvor bliver resultaterne af?

Finn Amby

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Karakteristik af blindes beskæftigelse og uddannelse

3. Arbejdsmarkedet og virksomhederne

4. Handicap i beskæftigelsespolitikken

5. Handicap i beskæftigelsesindsatsen

6. Det synsfaglige system

7. Opsamling

8. Referencer

1. Indledning

Dette notat er udarbejdet i forbindelse med symposiet om blindes beskæftigelsessituation, arrangeret af tænketanken Lucia den 23. september 2016. Notatet giver et overblik over hovedresultater og centrale konklusioner fra de forsknings- og analyseprojekter, jeg har været involveret i, som har relevans for emnet. Ud over min Ph.d.-afhandling drejer det sig om to projekter i regi af Ankerhusgruppen A/S, et forskningsprojekt på Aalborg Universitet og en analyse finansieret af Blindes Støttefond. En oversigt over de projekter, der henvises til undervejs, findes sidst i dokumentet.

Der er ikke tale om en kronologisk gennemgang, men resultater og vigtige konklusioner præsenteres i stedet under fem temaer: Karakteristik af blindes beskæftigelse og uddannelse, arbejdsmarkedet og virksomhederne, handicap i beskæftigelsespolitikken, handicap i beskæftigelsesindsatsen samt det synsfaglige system. Til sidst forsøger jeg at samle op på tværs af de fem temaer.

I det følgende anvendes blinde for nemheds skyld som udgangspunkt som en fælles betegnelse for blinde og stærkt svagsynede. Kun hvor der specielt er behov for at gøre opmærksom på forskelle mellem helt blinde og personer med en synsrest, er dette specificeret.

2. Karakteristik af blindes beskæftigelse og uddannelse

Der opsamles ikke systematisk data om beskæftigelsessituationen for blinde, og derfor er det også vanskeligt at beskrive udviklingen heri over en længere periode. I 1975 var befolkningens erhvervsfrekvens omkring 75 %, og en undersøgelse opgjorde erhvervsfrekvensen blandt blinde til at være under 20 %. En undersøgelse fra SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, fra 2010 viste tilsvarende, at under 20 % blandt blinde er selvforsørgende. Undersøgelser foretaget af Dansk Blindesamfund i 2000 og 2008 peger i samme retning. Det store flertal er på førtidspension, og kun godt 10 % forsørger sig udelukkende ved erhvervsindtægt. Også Aalborg-undersøgelsen (2015A) viser samme mønster. På grundlag af registerdata vises det, at 18 % af de blinde og stærkt svagsynede i den erhvervsaktive alder er i beskæftigelse - heraf 8 % i fleksjob. Kun ca. 10 % ernærer altså sig selv udelukkende gennem ustøttet beskæftigelse.

I grundlaget for Lucia's virke slås det fast, at der i dag er færre blinde i beskæftigelse end for 50 år siden. Det er måske også rigtigt. Men vi kan i hvert fald med sikkerhed konstatere, at der ikke er sket fremskridt på området siden da, selv om blinde i forhold til den gang har fået adgang til en bred vifte af uddannelser, og selv om der er sket en kolossal udvikling i muligheder for at kompensere for synstab ved hjælp af teknologi.

Overordnet sker der altså ingen fremskridt, men der ser ud til at ske ændringer i mønstret omkring ansættelsesvilkår i disse år. Der er en tendens til, at en stadigt stigende del ansættes i job med løntilskud, primært fleksjob. Derudover er der foruroligende tegn på, at problemerne med tilknytning til arbejdsmarkedet bestemt også gør sig gældende for de yngre aldersgrupper. I den mest erhvervsaktive aldersgruppe, de 30-40 årige, er kun 24 % i arbejde og heraf næsten halvdelen på fleksjob (2015A). De unge har tilsyneladende også svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet efter endt uddannelse. I hvert fald viser registerundersøgelsen fra Aalborg, at  20 % af de blinde, der var mellem 18 og 40 år i 2009, var i beskæftigelse 5 år senere, mens hele 44 % af dem var på en midlertidig forsørgelsesydelse.

En stigende andel blandt blinde ser desværre ud til at befinde sig i årevis på offentlige ydelser, som egentlig burde være midlertidige. Tendensen illustreres bl.a. ved, at 11 af de 24 kontanthjælpsmodtagere i spørgeskemadelen af Aalborg-undersøgelsen havde været på kontanthjælp i mere end 2 år.

Der er en tydelig sammenhæng mellem uddannelsesniveauet (højeste fuldførte uddannelse) og graden af arbejdsmarkedstilknytning. Det kan illustreres ved følgende resultater fra spørgeskemaundersøgelsen blandt de 18-40 årige:  58 % med en lang videregående uddannelse er i ordinær beskæftigelse, mens det gælder for 18 % med en erhvervsuddannelse og 9 % med grundskole med bestået afgangsprøve. Ingen i gruppen med grundskole uden bestået afgangsprøve er i ordinær beskæftigelse. I den anden ende af skalaen er 52 % i gruppen med grundskole uden bestået afgangsprøve førtidspensionister uden supplerende beskæftigelse, mens det gælder for 26 % i gruppen med studenter/HF eksamen som højeste uddannelse og kun for 3 % med lang videregående uddannelse.

Når uddannelse ser ud til at have så stor betydning, er det problematisk, at uddannelsesniveauet for blinde generelt er lavere end i befolkningen som helhed. Især er det bekymrende, at en alt for stor andel blandt blinde ikke har uddannelse ud over folkeskolen. Registerundersøgelsen fra Aalborg viser, at det er tilfældet for halvdelen af de 18-40 årige blinde. Blandt deltagerne i spørgeskemaundersøgelsen var det tilfældet for 35 %, men det mest bemærkelsesværdige var her, at en tredjedel af dem oplyste, at de ikke havde bestået folkeskolens afgangsprøve.

En særlig problematik omkring uddannelse vedrører blindes deltagelse i erhvervsuddannelse. En erhvervsuddannelse kan være adgangsvejen til mere praktisk prægede jobfunktioner, men som nævnt er der kun meget få blinde, der er registreret med denne form for uddannelse. Ifølge erhvervsuddannelsesanalysen (2013) findes der ingen tilgængelig statistik, og der opsamles ikke viden om blinde og stærkt svagsynede i erhvervsuddannelserne hverken i undervisningsministeriet eller i det synsfaglige system. Oplysninger fra skolerne viser, at ca. en tredjedel af dem har haft elever med alvorlige synshandicap inden for de sidste 5 år. Der er dog primært tale om elever på grundforløb, koncentreret om ret få uddannelsesretninger, og der er kun få dokumenterede eksempler på elever, der har gennemført en fuld erhvervsuddannelse og efterfølgende er kommet i ordinært job.

Aalborg-undersøgelsen viser, at der er andre faktorer i den enkeltes forløb og situation, som også har stor betydning for arbejdsmarkedstilknytningen. Det gælder således synsstatus, fritids- og studiejob samt eventuelle supplerende funktionsnedsættelser. Men hovedbudskabet i dette notat er, at årsagerne skal findes mange forskellige steder, og at det også handler om udviklingen på arbejdsmarkedet og i virksomhederne, handicapområdets position i beskæftigelsespolitikken og udviklingen i det synsfaglige system.

3. Arbejdsmarkedet og virksomhederne

Udviklingen på arbejdsmarkedet og i virksomhederne har naturligvis stor betydning, da det jo er dér blinde i givet fald skal kunne gøre sig gældende.

Erhvervsuddannelsesundersøgelsen (2013) indeholder en kort karakteristik af nogle aktuelle udviklingstendenser på arbejdsmarkedet. Der er sket meget store ændringer på det danske arbejdsmarked gennem de seneste 20-30 år, og alt tyder på, at forandringerne fortsætter. Der er tre vigtige grunde til denne udvikling: For det første sker der en teknologisk udvikling, som går stadig hurtigere, og som medfører hyppige ændringer i jobindholdet. For det andet sker der ændringer af arbejdets organisering, som betyder, at jobprofiler ofte er bredere end tidligere, og at der lægges et stigende ansvar på den enkelte, uanset hvor i hierarkiet vedkommende befinder sig. Endelig stiller den skærpede internationale konkurrence og udviklingen i samfundsøkonomien krav om øget produktivitet både i den private og den offentlige sektor. Der stilles derfor øgede krav til de faglige kernekompetencer, samtidig med at supplerende generelle kompetencer og personlige/sociale kompetencer kommer til at fylde stadig mere. Hvis flere blinde skal i beskæftigelse på ordinære vilkår, kræver det naturligvis, at flere får en kompetencegivende uddannelse, og at det også sker på nye og mere praktisk orienterede områder. Men det er ikke tilstrækkeligt at gennemføre en uddannelse. Man skal også kunne leve op til kravene i jobbet bagefter. Derfor er der brug for mere konkret viden om, hvilke forudsætninger der skal til, for at blinde og stærkt svagsynede kan udfylde forskellige jobfunktioner på fremtidens arbejdsmarked.

I forhold til virksomhederne er det værd at huske på, at det væsentligste formål med private virksomheder er at producere varer og tjenesteydelser, som kan sælges på markedet, og skabe økonomisk overskud. Og det væsentligste formål med offentlige virksomheder er, at de løser de politisk fastlagte opgaver så effektivt som muligt. Hverken i den private eller den offentlige sektor er det altså et primært formål at skabe beskæftigelse til bestemte grupper. I Danmark er der ingen regler, der forpligter virksomhederne til at ansætte mennesker med handicap. Ansættelse på det åbne, ordinære arbejdsmarked forudsætter altså, at man kan gøre sig gældende i virksomhedernes almindelige rekrutteringsproces. Alternativt kan der være tale om at etablere ansættelse med offentligt tilskud, primært i form af fleksjob. Rummelighed på arbejdsmarkedet kan principielt tilvejebringes på to måder: Enten kan arbejdsmarkedet gøres mere rummeligt  gennem ændringer af holdninger og adfærd, så det bliver muligt for flere at følge de almindelige spilleregler og leve op til de generelle krav. Eller også kan arbejdsmarkedet udvides med jobs på særlige vilkår (med offentligt løntilskud) for på den måde at skabe plads til personer, som ikke er konkurrencedygtige på det "ordinære" arbejdsmarked. I Danmark har der i højere grad været tale om at etablere et rummeligt arbejdsmarked som supplement til det ordinære arbejdsmarked frem for at gøre det ordinære arbejdsmarked mere rummeligt. På mange måder er ansættelse i fleksjob og indslusning af svage grupper gennem løntilskudsansættelser næsten blevet synonymt med virksomhedernes sociale ansvar.

Ph.d.-afhandlingen "Målgruppen der forsvandt" (2015B) beskæftiger sig som ét af elementerne med forholdene i virksomhederne. En spørgeskemaundersøgelse heri med svar fra 400 virksomheder viser, at under 10 % af virksomhederne har formuleret en strategi for socialt ansvar, som også omfatter handicap. Undersøgelsen viser også, at virksomhederne er skeptiske overfor at ansætte ledige med handicap. 29 % og 21 % af virksomhederne vurderer, at ledige over 50 og ledige med anden etnisk baggrund har meget gode muligheder for ansættelse. Det tilsvarende tal er kun 6 % for ledige med lang forudgående ledighed eller handicap. Endelig viser undersøgelsen, at det store flertal af virksomhederne er usikre i forhold til at ansætte en ledig med handicap, og fire faktorer ser ud til at have særlig stor betydning: Praktiske problemer i hverdagen, problemer med at leve op til effektivitetskravene,  dårlige muligheder for at skifte jobfunktion samt dårlig helbredstilstand.

Udviklingen på arbejdsmarkedet stiller altså stigende krav til den enkelte, både hvad angår faglige, kernekompetencer, supplerende generelle kompetencer samt sociale og personlige kompetencer. Det stiller krav både til den formelle uddannelse og til den måde, man personligt ruster sig til beskæftigelse. Men derudover må man som jobansøger med et handicap forvente, at der vil være både fysiske og holdningsmæssige barrierer, som må overvindes, før en ansættelse kan komme på tale.

4. Handicap i beskæftigelsespolitikken

Siden starten af 1990'erne har dansk handicappolitik hvilet på fire grundprincipper: kompensation, sektoransvar, solidaritet og ligebehandling. Fundamentet for dansk handicappolitik fremgår således af en folketingsbeslutning, som blev vedtaget af et enigt folketing på regeringens foranledning i 1993 (B43). Et af de centrale spørgsmål i "Målgruppen der forsvandt" (2015B) er så, om de handicappolitiske principper har slået igennem i beskæftigelsespolitikken. På grundlag af en gennemgang af de vedtagne lovforslag inden for arbejdsmarkedsområdet og den aktive del af socialpolitikken fra 1992-2012 når afhandlingen frem til følgende konklusioner om handicapområdets position:

"Mennesker med handicap blev ikke set som en naturlig målgruppe i den statslige arbejdsmarkedspolitik i starten af 1990'erne. I de centrale lovændringer i perioden er handicap heller ikke defineret som en særskilt målgruppe hverken blandt ledige, som kun har ledighed som problem, eller blandt ledige med andre problemer end ledighed. Sammensmeltningen af arbejdsmarkedspolitikken og den aktive socialpolitik i 2001 betød, at handicapområdet i højere grad blev en del af den generelle beskæftigelsespolitik, men de handicap-politiske principper har ikke været anvendt som begrundelse i disse sammenhænge. Efter kommunalreformen har der desuden ikke været fokus på handicap i de årlige ministermål, ligesom området heller ikke indgår i retningslinjerne for den løbende overvågning af beskæftigelsesindsatsen.

På et væsentligt punkt er handicapområdet blevet styrket i dansk beskæftigelsespolitik i undersøgelsesperioden. Det er nemlig nu et anerkendt princip, at mennesker med varige funktionsnedsættelser kan få kompenserende ydelser, som kan sætte dem i stand til at fungere på arbejdsmarkedet. Og der er også gennemført lovgivning, som langt hen ad vejen stiller virkemidler til rådighed, der kan leve op til dette princip.

Men bortset fra det fylder handicapområdet ikke meget i beskæftigelsespolitikken. I den del af beskæftigelsespolitikken, som retter sig mod det ordinære arbejdsmarked, tages der ikke stilling til, hvordan indsatsen kan indrettes, så den også tager de nødvendige hensyn til ledige med handicap. Og i den del af politikken, der retter sig mod det alternative arbejdsmarked med permanente offentlige løntilskud, er handicap kun en blandt mange årsager, der kan være årsagen til nedsat arbejdsevne. Begreberne handicap og invaliditet er systematisk fjernet fra lovgivningen, og varige funktionsnedsættelser, som i tråd med det nye handicapbegreb skal anvendes i stedet som betegnelse for begrænsningerne på individniveau, optræder stort set kun i kompensationslovgivningen.

Filosofien ser ud til at være, at der nu stilles kompenserende ordninger til rådighed, så personer med varige funktionsnedsættelser kan fungere på lige fod med andre - enten i ordinære ansættelser eller i ansættelse på fleksjob. Men hvordan ledige med handicap rustes til at finde disse job er der kun meget lidt fokus på.

I forhold til det ændrede handicapbegreb kan man se kompensations-lovgivningen som et tegn på, at der er kommet større opmærksomhed om forholdet mellem det enkelte individ og omgivelserne. Men det sker fortsat udelukkende fra det individuelle udgangspunkt. Den førte politik, som den kommer til udtryk i lovgivningen, omfatter ikke tiltag i retning af at ændre det almindelige arbejdsmarked, så der i højere grad bliver plads til mennesker med handicap. Til gengæld er der med fleksjobordningen blevet etableret et parallelt arbejdsmarked for personer med nedsat arbejdsevne med offentlige tilskud. Der er nok ingen tvivl om, at det har givet gode muligheder for arbejdsmarkeds-tilknytning for udsatte grupper, men er det udtryk for ligestilling, at det har været nødvendigt?"

I foråret 2016 blev de store linjer i den politiske udvikling sammenfattet på denne måde i en kronik i Kristeligt Dagblad (2016): "Der er sket dramatiske ændringer i lovgivningen gennem de seneste 25 år. I starten af 1990'erne var der groft sagt to muligheder for personer med handicap i relation til arbejdsmarkedet. Enten kunne man finde beskæftigelse på det almindelige arbejdsmarked - eventuelt efter et forudgående revalideringsforløb. Eller også måtte man søge førtidspension, som den gang kunne bevilges til personer med en alvorligt nedsat erhvervsevne. 10 år senere så situationen helt anderledes ud. Der var nu åbnet mulighed for ansættelse i fleksjob, og samtidig var der gennemført en reform af reglerne om førtidspension. Bedømmelseskriteriet var ikke længere nedsat erhvervsevne, men nedsat arbejdsevne. Og selv om de to ord umiddelbart minder om hinanden, var der tale om en helt ny tankegang. Alvorlig invaliditet gav ikke længere i sig selv adgang til at søge førtidspension. For at få førtidspension skulle arbejdsevnen i stedet være så begrænset, at der ikke kunne findes arbejdsfunktioner, som den pågældende kunne varetage enten på det ordinære arbejdsmarked eller i fleksjob.

I forbindelse med reformen "Flere i arbejde" i 2002-03 blev det slået fast, at både revalidering og fleksjob først kunne komme ind i billedet, når alle andre redskaber i den aktive beskæftigelsesindsats var afprøvet, og den linje er blevet fortsat lige siden. Ledige med handicap skal altså som udgangspunkt behandles på lige fod med alle andre ledige - med de samme redskaber og de samme krav om rådighed og kontrol."

Denne linje har de seneste reformer ikke ændret på. Hverken i forbindelse med kontanthjælpsreformen, reformen af den aktive beskæftigelsesindsats eller senest ved indførelsen af kontanthjælpsloft og 225 timers regel er der nogen omtale af handicap som en særlig problemstilling, der bør tages højde for. Målgruppen er fortsat forsvundet.

5. Handicap i beskæftigelsesindsatsen

Konsekvenserne af den førte politik er, at det helt er overladt til jobcentrene at føre de handicappolitiske principper ud i virkeligheden i beskæftigelsesindsatsen. Som led i Ph.d.-afhandlingen blev der også gennemført en undersøgelse blandt jobcenterchefer og nøglepersoner i jobcentrene, som tyder på, at handicap ikke fylder ret meget i den lokale indsats. Emnet omtales sjældent i de lokale beskæftigelsesplaner, og kun få jobcentre har fastsat ledelsesmål for området. De fleste jobcentre er ikke i stand til at sætte tal på, hvor mange ledige med handicap/varig funktionsnedsættelse de har, og hvilke typer af funktionsnedsættelser der er tale om. Det er helt tydeligt svært at definere præcist, hvad der skal forstås ved handicap eller varig funktionsnedsættelse, og flere af jobcentercheferne finder det heller ikke relevant at operere med handicap/varig funktionsnedsættelse som en selvstændig kategori. Dette synspunkt er fint i tråd med en tankegang om mainstreaming, men ud fra en minoritets-synsvinkel vil der klart være et behov for også at have fokus på ledige med handicap/varig funktionsnedsættelse som gruppe. Og så længe vi stort set intet ved om, hvad jobcentrene gør, og hvad der virker i beskæftigelsesindsatsen vedrørende handicap, er det måske for tidligt at konkludere, at gruppen ikke har brug for særlig opmærksomhed.

I undersøgelsen omfatter de borgerrettede tilbud spørgsmål om handicap ved den indledende kontakt med jobcentret, opmærksomhed om handicap i det individuelle kontaktforløb samt vejlednings- og kursustilbud specielt i relation til handicap. Resultaterne viser, at der tilsyneladende kun er begrænset opmærksomhed om handicap i jobcentrenes kontakt med og tilbud til de ledige. En femtedel af jobcentrene har ingen af de fire tilbud, og knap halvdelen har højst ét af tilbuddene. Kun 4 jobcentre eller 5 % oplyser, at de har alle fire tilbud.

Handicap indgår ikke i det centrale indberetningssystem, Jobindsats.dk, som er en hjørnesten i styringen og overvågningen af beskæftigelsesindsatsen. Der findes derfor intet overblik over, hvad kommunerne konkret gør for at få mennesker med handicap i arbejde, og hvad der virker. Manglen på systematiske data kan være en medvirkende årsag til, at problemstillingen om handicap og beskæftigelse ikke har større bevågenhed i den politiske proces. Det er også medvirkende til, at problematikken sjældent tages op af medierne eller andre uden for det politiske system. Når der ikke genereres data om emnet, hænger det bl.a. sammen med problemerne med at afgrænse målgruppen gennem en nærmere definition af funktions-nedsættelse. Men dertil kommer principielle betænkeligheder ved at foretage registrering af sådanne personfølsomme oplysninger.

Ifølge en spørgeskemaundersøgelse blandt arbejdsmarkedsparate ledige i et jobcenter (2014A) angav 7,4 % af de ledige, at de havde handicap/varig funktionsnedsættelse. Halvdelen af dem oplevede, at det havde stor betydning for deres beskæftigelsesmuligheder. Det handler primært om, at der er færre relevante jobs at søge, frygt for at der i mange jobs er arbejdsfunktioner, som er svære at klare med den pågældende funktionsnedsættelse, samt ikke mindst frygt for at blive sorteret fra i en ansøgningsproces på grund af funktionsnedsættelsen. Ledige med handicap oplever, at de kun i meget lille omfang får rådgivning i jobcentret og A-kassen om støttemuligheder i forbindelse med handicap. Det gælder, uanset om de har gjort opmærksom på deres handicap eller ej.

I forbindelse med en analyse om forbedring af blinde og svagsynedes beskæftigelsesmuligheder (2014B) blev der foretaget en gennemgang af samtlige jobcentres hjemmesider med henblik på at undersøge, om det pågældende jobcenter omtaler støttemuligheder i forbindelse med handicap generelt og i forbindelse med synshandicap mere specifikt. Resultatet må siges at være temmelig nedslående. Kun 34 af de 96 hjemmesider nævner handicap eller funktionsnedsættelser, og ingen jobcentre har nogen form for omtale specifikt om synshandicap.

Disse resultater og observationer viser, at ledige med handicap ikke kan forvente, at de kommunale jobcentre har særlig opmærksomhed på konsekvenserne af en funktionsnedsættelse for beskæftigelsesmuligheder, jobsøgningsaktivitet og behovet for tilbud. Det er derfor i høj grad op til den enkelte selv at manøvrere i systemet og at efterspørge støtte, hvor der er behov for det.

6. Det synsfaglige system

I analysen fra 2014 (2014B) blev der også gjort et forsøg på at skabe overblik over tilbuddene fra det synsfaglige system i relation til beskæftigelse. Når det handler om at bringe mennesker med alvorlige synsnedsættelser tættere på arbejdsmarkedet, er der ofte brug for at trække på specialviden om synshandicap, hjælpemidler og andre kompenserende strategier m.v. Det er derfor også relevant at se på, hvilke former for støtte der tilbydes fra det synsfaglige system. Efter udlægningen af særforsorgen i 1980 blev der ved siden af de landsdækkende institutioner etableret en række institutioner på synsområdet i amtsligt regi. Det synsfaglige system har undergået meget store forandringer gennem årene, både hvad angår styring, økonomi og indhold. Den seneste store ændring af rammerne for disse institutioner blev gennemført i forbindelse med struktur- og opgavereformen (kommunalreformen) med virkning fra 2007. Herefter kan driften af institutioner på bl.a. synsområdet enten være forankret i en region eller i en kommune, og det er som udgangspunkt kommunerne, der finansierer aktiviteterne gennem køb af ydelser til deres borgere på grundlag af udmeldte takster. På de landsdækkende institutioner er der dog også nogle aktiviteter, som finansieres med bidrag fra samtlige kommuner på grundlag af objektive kriterier. Udviklingen betyder, at tilbuddene på synsområdet fungerer meget forskelligt i forskellige dele af landet, og der er ingen lovgivningsmæssig forpligtelse til, at kommunerne skal tilbyde deres borgere med alvorlige synsnedsættelser bestemte ydelser. Endelig skal det bemærkes, at tilbud på synsområdet ofte organisatorisk er placeret i institutioner, der også har tilbud til andre handicapgrupper. Alle disse forhold gør, at det som enkeltperson kan være meget vanskeligt at gennemskue, hvor man skal henvende sig, og hvilke støttemuligheder der er adgang til. Ifølge Socialstyrelsen var der den gang 21 institutioner, der har tilbud til blinde og stærkt svagsynede unge og voksne (Juni, 2014).

En gennemgang af institutionernes hjemmesider, informationspjecer og ydelses-kataloger (hvor sådanne kunne findes) viste, at det faktisk kun var 7 af de 21 institutioner, der direkte omtaler tilbud/ydelser i tilknytning til uddannelse og/eller arbejde. Tages der udgangspunkt i institutionernes dækningsområder, betyder det, at der kun var tilbud på uddannelses- og beskæftigelsesområdet i 42 kommuner i 2014, mens der reelt ikke var tilbud til blinde og stærkt svagsynede på dette område i 56 af landets 98 kommuner, bortset fra det landsdækkende tilbud på IBOS. De regionale/kommunale tilbud på uddannelses- og beskæftigelsesområdet dækker halvdelen af befolkningen, når man ser på de omfattede kommuners indbyggertal. Når dækningsgraden er større, end kommuneantallet giver indtryk af, skyldes det, at tilbuddene bl.a. dækker de tre største kommuner. Tilbuddene på de 7 institutioner, som havde omtale af beskæftigelsesområdet, var meget forskelligartede, og det var tydeligt, at de prioriterede området meget forskelligt.  

Hvis situationen i det synsfaglige system på beskæftigelsesområdet ikke har ændret sig markant siden 2014, vil den enkelte blinde altså langt fra kunne være sikker på, at der kan hentes støtte herfra i forbindelse med at finde en god vej til selvforsørgelse.

7. Opsamling

Blinde har store problemer med at nå frem til en livssituation, der er præget af beskæftigelse og selvforsørgelse, og det er især bekymrende, at problemet også gør sig gældende for de yngre grupper. Det er en alarmerende situation i en tid, hvor der politisk og moralsk lægges så stor vægt på, at den enkelte borger er i stand til at forsørge sig selv.

Der er tale om et yderst komplekst problem, som ikke kan løses med enkle midler. For det første er blinde uden beskæftigelse en meget sammensat gruppe. Det er sandsynligvis et lille mindretal, der umiddelbart kan betragtes som arbejdsmarkedsparate. Flertallet har flere udfordringer bl.a. i form af manglende arbejdsmarkedsrelevante kompetencer eller sociale eller personlige problemstillinger som konsekvens af alt for lange fejlslagne forløb på midlertidig offentlig forsørgelse. For det andet indgår der både forhold, som nødvendigvis må betragtes i et langt tidsperspektiv, og forhold, som der burde kunne gøres noget ved nu og her. En af de vigtigste langsigtede problemstillinger er det lave uddannelsesniveau generelt og specielt de alt for dårlige muligheder for praktisk rettede kompetencer og jobfunktioner.

Kravene på arbejdsmarkedet bliver større og større, og meget tyder på, at der også eksisterer væsentlige barrierer i både offentlige og private virksomheder, som kan gøre det svært at få foden inden for. Men midt i en situation med stadigt flere udfordringer kan vi konstatere, at de offentlige støttesystemer langt fra fungerer tilfredsstillende. Der er kun ringe opmærksomhed om handicap i beskæftigelsespolitikken og i implementeringen heraf, og der eksisterer ikke et sammenhængende synsfagligt system, som kan være garant for udvikling og støtte til den enkelte, når det drejer sig om at finde den bedste vej gennem uddannelsessystemet og ud på arbejdsmarkedet.

Der er derfor behov for at arbejde både politisk og administrativt og for at være åben over for helt nye typer af løsninger og samarbejdskonstellationer.

Referencer

Amby F. (2013). Blinde og stærkt svagsynede i erhvervsuddannelserne: En kortlægning. Ankerhus Gruppen A/S.

Amby F. (2014). Analyse- og udviklingsforløb om arbejdsmarkedsparate ledige med funktionsnedsættelser. Jobcenter Aarhus og Ankerhus Gruppen A/S.

 Amby F. (2014). Forbedring af blinde og svagsynedes beskæftigelsessituation: En foranalyse. Blindes Støttefond.

Amby F. (2015). Blinde og stærkt svagsynede mellem 18 og 40 år: Forsørgelse, uddannelse og beskæftigelse. CCWS, Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet.

Amby F. (2015). Målgruppen der forsvandt: En analyse af handicapområdets position i dansk beskæftigelsespolitik, og hvordan ledige med handicap kan komme i ordinær beskæftigelse. Frederiksberg, Frydenlund Academic.

Amby F. (2016). Kontanthjælpsloft og handicap: Det hænger ikke sammen. Kronik i Kristeligt Dagblad 19. maj 2016.